Hvad gør du, når arbejdslivet slår knuder?

KnudeKlemmer du ballerne sammen og lader tiden gå?

Sluger flere og større kameler med håbet om, at tiden løser alle problemer?

Gør det, der forventes. Ingen skal sige, at du ikke kan klare presset!

Måske gør du dig endda stærkere, end du egentlig er!

I mit virke som karrierecoach oplever jeg desværre, at en sådan strategi ofte ender med en af to ting:

  1. En stress sygemelding
  2. En impulsiv opsigelse uden at have et nyt job på hånden

Det er nemlig sådan, at når arbejdslivet slår knuder, så fylder det. Og jo længere tid, det får lov til at fylde – jo større vokser knuden sig.

Tiden er altså den største risikofaktor for, at du ender med at vælge løsningen under punkt 1 eller punkt 2.

For i takt med, at knuden bare vokser, så skrumper dit mentale overskud. Og når først det sker, så svinder dine muligheder for at gøre noget desværre mærkbart!

Det kræver nemlig overskud at bryde ud af længere tids mistrivsel, og søge nye veje. At gøre op med det, der dræner, og se muligheder i stedet for begrænsninger. Finde motivationen, energien og engagementet til at søge efter holdbare løsninger.

For måske er løsningen, at du skal til at søge nyt job. (Gen) aktivere dit professionelle netværk. Efteruddanne dig. Flytte afdeling. Gå ned i tid. Skifte branche, osv. osv.

Men når vi mærker sårbarheden i underskuddet, søger vi typisk at undgå den holdbare løsning. Vi søger quick fixes eller bliver i det trygge og vante. Også selvom det ikke er godt for os. Vi er sårbare og usikre på konsekvenserne. Vi prøver at berolige os selv og finde styrke i at undertrykke realiteterne:

”Du ved, hvad du har – på godt og ondt!”

Men ofte er det en fejlslagen strategi. At blive i det trygge og vante er sjældent en holdbar løsning på din udfordring!

Selvom der er mange spørgsmål der fylder, og minder dig om mulige konsekvenser:

Hvordan vil det påvirke min økonomiske situation?
(Du sidder måske hårdt i det økonomisk – måske er du ligefrem enlig forsørger?)

Hvad med mine arbejdsmæssige relationer?
(Du har virkelig gode kollegaer, som du kommer til at savne)

Hvilken betydning har det for mit CV?
(Du har måske ikke været i jobbet ret længe – og tænker det er negativt for dine jobmuligheder?)

Hvad hvis det slet ikke er det her, jeg skal?
(Du er blevet i tvivl om dine kompetencer, formålet og meningen med det, du laver)

Men i stedet for udelukkende at koncentrere dit fokus omkring selve udfordringen, så stil dig selv følgende spørgsmål:

Hvad gør det ved MIG, hvis jeg bliver?

For er du egentlig opmærksom på, hvad det gør ved dig at blive?

Hvor din grænse går, før du “vælter”?

Eller gambler du med din livskvalitet?

For i virkeligheden er det jo dig, der skal være i centrum. Dig, der skal trives.

Dig, der skal træffe et valg!

Hvordan tør du IKKE at gøre det, du mærker er bedst for dig?

Hvad tror du, at du mister, hvis du ikke gør det?

Mit bud vil være en eller flere af nedenstående:

Dit overskud, energi, humør, nærvær, dine sunde relationer, din sunde livsstil, ro, tryghed, selvtillid, osv…….

Hånden på hjertet.

Hvis du virkelig mærker efter, så ved du sikkert godt, hvad det er, du har brug for at gøre!

Men måske er du fanget i et manglende mod?

Så find modet!

Søg eventuelt støtte og rådgivning i processen, hvis det føles rigtigt.

At vælge ikke at gøre noget, er et alternativ der bestemt ikke er at foretrække!

Ønsker dig en dejlig dag.